S og K afviser at føre politik på, at den drabssigtede i Lisbet-sagen lørdag tog sit eget liv.
MADS BONDE BROBJERG
mads.bonde@jp.dk
Venstrefløjen kræver handling på baggrund af sagen om en 42-årig drabssigtet mand, som begik selvmord i arresten kort før et grundlovsforhør i sagen om den den forsvundne 46-årige Lisbet Nielsen, mandens ekskæreste. Den 42-årige er to gange tidligere dømt for at slå ekskærester ihjel. Politiet formoder, at han også har dræbt Lisbet Nielsen, som siden forrige uge har været forsvundet. For den sidste morddom sad den 42-årige frem til 2005 i forvaringen.
SF’s regionsrådskandidat Jesper van der Schaft, Århus, foreslår, at der fremover tilkaldes en psykiater eller en speciallæge i psykiatri, hvis en tidligere eller nuværende psykisk syg anholdes.
”Det er en frygtelig sag, og nu bliver det svært at finde ud af, om han faktisk var skyldig. For at undgå flere sager, så tilkald dog en psykiater i fremtiden,” lyder det fra van der Schaft.
Vurderer psykiateren, at den anholdte ikke kan klare et ophold i arresten, skal han i stedet indlægges på psykiatrisk hospital, mener SF’eren, som selv var underlagt det psykiatriske system i perioden 1999-2005.
”Det er nemt at få tilbagefald, når man én gang har været psykisk syg. Man er mere sårbar,” siger Jesper van der Schaft.
Enhedslistens lokale folketingsmedlem Per Clausen kalder sagen ”tragisk” og beder justitsministeren redegøre for, hvorfor arrestpersonalet ikke fik noget at vide, at den indsatte tidligere var dømt forvaring pga. psykiske problemer. Dhe konservative mener generelt, at man skal undersøge mulighederne for bedre opsyn, når kriminelle med behandlingsdomme udskrives. Men det er forkert at føre politik på baggrund af det aktuelle selvmord mener advokat Poukl Müller fra Århus. Han er partiets spidskandidat til Region Midtjylland.
”Det er på grænsen af det anstændige, for hvad kender de til de konkrete sager? Det er efterhånden sådan, at politikere alene skal forholde sig til enkeltsager, og der er faktisk fagfolk, der har forstand på det,” siger Poul Müller, som anser det for ”helt utidigt” at komme med politiske forslag allerede nu.
”Lad os nu få sagen efterforsket færdig og derefter se, om der er nogle ting, der skal rettes. Ellers risikerer man, at få hovsa-løsninger og fuldstændigt ugennemskuelige systemer,” mener han.
Eks-borgmester Flemming Knudsen (S), der også er kandidat til regionsvalget, støtter Poul Müller.
”Jeg er enig i, at man ikke skal bruge en konkret sag til at føre politik,” siger Knudsen, der tilføjer, at han i forvejen går til valg på mere personale i psykiatrien.
” Der er fåtal og desværre stigende mangel på psykiatere i regionen. Vi har 7-800, og om 10 år er vi ned på det halve pga. naturlig afgang. Og da det tager omkring 10 år at blive psykiater, står vi med et alvorligt problem,”
Kun i JP Århus i papirudgave 3/11 2009